Supplerende varmekilder er ekstra varmekilder, der understøtter en bygnings primære varmeinstallation uden at erstatte hovedkilden fuldt ud. Det kan fx være brændeovn, luft-til-luft-varmepumpe eller solvarme. I praksis handler valget ofte om at forbedre komforten, reducere belastningen på den primære varme og sikre, at løsningen kan indregnes og dokumenteres korrekt i energiberegninger (fx BE18) og energimærkning. Her får I et overblik over definitioner, regler, indregning og typiske faldgruber – med fokus på det, der kan dokumenteres og godkendes i praksis.
Har du spørgsmål eller brug for sparring? Vores eksperter står klar til at hjælpe dig videre.
Definition: Supplerende varmekilder er ekstra varmekilder, der supplerer bygningens primære varmeinstallation, fx brændeovne, luft-til-luft-varmepumper eller solvarme, uden at erstatte hovedkilden fuldt ud.
I energiberegninger og bygningsregistrering er det afgørende at skelne mellem primær varme og supplerende varme. Skellet påvirker, hvordan varmeforbruget beregnes på rumniveau, hvilke forudsætninger der må lægges ind, og hvordan løsningen beskrives og dokumenteres. Som tommelfingerregel bør I kunne forklare tre ting: Hvad er hovedkilden, hvilke rum påvirkes af den supplerende varmekilde, og hvordan dækningen er indregnet.
Indregning af supplerende varmekilder sker med fokus på rumniveau, hvor den primære varmekilde fortsat definerer den resterende dækning. Derfor opstår der ofte fejl, når man enten får placeret den supplerende kilde i de forkerte rum eller får antaget en dækning, der ikke følger reglerne for den konkrete type varmekilde.
For at gøre indregningen robust i praksis kan I med fordel arbejde trinvis: (1) afgræns de rum, hvor den supplerende varmekilde faktisk kan levere varme, (2) afklar om kilden er supplerende eller reelt primær i det pågældende rum, og (3) dokumentér forudsætningerne, så beregningen kan efterprøves ved energimærkning og kontrol.
Brændeovne håndteres forskelligt afhængigt af, om der i rummet allerede er en anden varmekilde. Pointen er at undgå, at brændeovnen indirekte “overtager” som hovedkilde i beregningen, hvis den i virkeligheden kun bruges som supplement.
Når I beskriver løsningen, bør det fremgå tydeligt, hvilket rum brændeovnen står i, og hvordan det konkrete rum indgår i beregningen. Det gør det lettere at undgå misforståelser, hvis rummet senere ændrer anvendelse eller varmeinstallation.
Dækningsgrad: En luft-til-luft-varmepumpe dækker typisk op til 70 % af rumvarmebehovet.
Ved indregning er det især vigtigt at holde fast i, at dækningen knytter sig til rumvarmebehovet. I praksis giver det mening at afklare, hvilke rum der reelt får varme fra anlægget, og hvordan det spiller sammen med den eksisterende varmekilde i de samme rum. På den måde bliver forudsætningerne mere gennemsigtige, og I reducerer risikoen for, at anlægget enten over- eller underindregnes.
Eksempel på indregning: Et minikraftvarme-anlæg kan som supplerende enhed dække resten af det dimensionerende varmetab (fx 40 % dimensionerende, 16 % årligt).
Her er det centralt at skelne mellem dimensionerende dækning og den årlige dækning. Hvis de to begreber blandes sammen i dokumentationen, kan det give uklarheder i både beregning og vurdering. En enkel praksis er derfor at notere begge dele, når anlægget beskrives, så det fremgår, hvad der gælder i spidsbelastning, og hvad der forventes over et helt år.
Reglerne afhænger af både varmekilden og bygningens hovedinstallation. I praksis er der særligt fokus på korrekt registrering (BBR), korrekt beregning (BE18) og de konkrete betingelser for, hvornår en supplerende kilde må/kan indgå. Jo tidligere I får afklaret, hvad der kan medregnes, desto lettere bliver det at undgå dyre omprojekteringer og efterfølgende rettelser i dokumentation.
Vi anbefaler, at I ser reglerne som en del af beslutningsgrundlaget: En supplerende varmekilde kan være teknisk oplagt, men stadig give udfordringer, hvis den ikke kan indregnes eller registreres som forventet.
Brændeovne har særlige betingelser, som ofte rammer projekter i slutningen, hvis de ikke er afklaret tidligt. Det handler især om, hvornår brændeovnen overhovedet kan medregnes, og hvilke krav der kan gælde for ældre anlæg.
Som praktisk greb kan I sikre, at anlæggets type, alder og placering er tydeligt beskrevet i projektmaterialet. Det gør det enklere at vurdere, om brændeovnen kan indgå, og hvad det betyder for beregning og registrering.
Registrering: Supplerende varme angives, når der er supplerende opvarmning ud over hovedinstallationen. Det er relevant, fordi registreringen skal afspejle, at bygningen ikke kun opvarmes af én kilde.
For jer som bygningsejer eller driftsansvarlig er pointen, at BBR-registreringen skal hænge sammen med både den faktiske installation og den dokumentation, der anvendes i energiberegning og energimærkning. Hvis der er uoverensstemmelser mellem registrering og praksis, kan det skabe ekstra arbejde i forbindelse med vurdering og godkendelse.
Bygningsreglement: Varmepumper kræver supplerende opvarmning ved lav vandtemperatur. Det betyder, at der i nogle løsninger skal indtænkes en ekstra varmekilde eller et supplerende varmeprincip for at opfylde kravene.
I praksis er det nyttigt at få afklaret tidligt, hvordan den supplerende opvarmning tænkes løst i drift: Hvad er formålet (fx at understøtte ved bestemte driftssituationer), og hvordan beskrives det i projektets dokumentation? Det reducerer risikoen for, at løsningen senere vurderes som ufuldstændig.
Energimærkning: Der findes specifikke regler for indregning af supplerende kilder som brændeovne. Det gør dokumentation og korrekt beskrivelse af anlægget vigtig – særligt hvor en supplerende varmekilde reelt påvirker varmeforbruget i et rum.
En typisk udfordring er, at en supplerende varmekilde enten beskrives for overordnet (“der er brændeovn”) eller for upræcist i forhold til rum og dækning. For at gøre energimærkning og gennemgang mere smidig bør I kunne pege på: hvilke rum der påvirkes, om kilden er supplerende eller primær i rummet, og hvordan det er håndteret i beregningen.
Fjernvarme kan i nogle tilfælde være en supplerende løsning – bl.a. i sammenhænge med kollektiv forsyning og lokale krav. Her er det typisk processen og de tekniske krav, der afgør, hvor let løsningen kan realiseres, og hvor stor risikoen er for forsinkelse ved idriftsættelse.
Når fjernvarme indgår som supplerende varmekilde, bør I afklare rammerne tidligt, fordi det kan påvirke både valg af løsning og projektplan. Følgende forhold er centrale i den indledende vurdering:
Ved at få afstemt disse forhold tidligt, bliver det tydeligere, hvilke krav der gælder, og hvad I skal kunne dokumentere i den videre proces.
De tekniske krav er ofte det, der i praksis afgør, om idriftsættelsen glider, eller om projektet stopper på et formelt punkt. Derfor bør kravene indarbejdes i udførelsesmateriale og kvalitetssikring fra starten.
Som en praktisk sikkerhed kan I sikre, at trykprøvning er planlagt, dokumenteret og afsluttet, før I står med en færdig installation, der ikke kan sættes i drift. Det er et af de punkter, der ellers kan give unødige forsinkelser.
Eksisterende system: Valget af supplerende varmekilde bør tage udgangspunkt i den eksisterende varmeinstallation. Et eksempel er, at luft-til-luft-varmepumpe kan være relevant i bygninger med gas- eller oliefyr.
Øvrige forudsætninger: Investeringen afhænger af varmebehov, isolering og lokale planer. Derfor bør vurderingen bygge på bygningens faktiske drift og rammevilkår – og på, hvordan løsningen kan dokumenteres.
For at gøre valget mere operationelt kan I samle beslutningen i en kort afklaring: Hvad skal den supplerende varmekilde løse (komfort, lastreduktion eller krav i beregning), hvilke rum og driftssituationer er i fokus, og hvordan passer det ind i jeres eksisterende installation? Når de spørgsmål er besvaret, bliver det lettere at vælge en løsning, der både fungerer teknisk og kan indgå korrekt i dokumentationen.
De økonomiske effekter varierer, og researchen peger på sammenhænge frem for faste tal. Derfor bør løsninger vurderes konkret ud fra bygningstype, varmebehov og den primære varmeforsyning.
For jer betyder det, at økonomi typisk bør vurderes ud fra, hvad der kan lade sig gøre i jeres konkrete drift: om den supplerende varmekilde faktisk kan aflaste hovedkilden i de rum, hvor behovet er størst, og om forudsætningerne kan dokumenteres. Nedenfor er de effekter, som nævnes i researchen, samlet i kort form:
Uanset valg er det en fordel at knytte vurderingen til en konkret beskrivelse af, hvor varmen bruges (rum og anvendelse), og hvordan den supplerende varmekilde forventes at spille sammen med hovedinstallationen.
Supplerende varmekilder kan give god mening, men det er ofte detaljerne, der afgør, om løsningen kan godkendes og fungerer i drift. Her er de fejl og risici, vi oftest ser, når indregning, registrering og udførelse ikke er tænkt sammen fra start:
Hvis I vil reducere risikoen, er et enkelt greb at sikre, at der er sammenhæng mellem (1) det, der fysisk installeres, (2) det, der registreres, og (3) det, der lægges til grund i beregningerne. Det er typisk her, misforståelser opstår.
Nedenfor er de supplerende varmekilder, som researchen fremhæver som typiske alternativer – med de centrale egenskaber, der er angivet. Brug overblikket som en kortliste, og afklar derefter, hvilke rum og hvilken driftssituation den enkelte løsning reelt skal dække hos jer.
Det rigtige valg afhænger sjældent af én faktor alene. Når I vælger supplerende varmekilder, bør I derfor altid koble typen af varmekilde sammen med kravene til indregning, drift og den dokumentation, I skal kunne stå på mål for.
